Siden den nye lov om sygedagpenge trådte i kraft har Jobcenter Slagelse fået mange henvendelser om de nye regler og muligheder. Også om ansatte, der endnu ikke er blevet langtidssygemeldt.
- Det er både arbejdsgivere, som henvender sig fordi de er bekymret for en af deres medarbejdere. Og ansatte som ringer og siger "jeg har svært ved at klare mit arbejde, er der noget I kan gøre?", fortæller Lene Bergholdt (se foto). Hun er ansat i en særlig stilling som fastholdelseskonsulent, som Jobcenter Slagelse har oprettet.
- Der er mange muligheder i de nye regler, og de har allerede reddet flere langtidssygemeldte, og ansatte der var på vej mod en sygemelding, fra at miste arbejdet. Det er specielt muligheden for at en sygemeldt medarbejder i en periode kan komme i praktik på sin egen arbejdsplads, uden at det får økonomiske konsekvenser for virksomheden, som har været en stor hjælp, fortæller Lene Bergholdt.
Loven gør det blandt andet også muligt, at jobcenteret kan give hjælp til at blive omplaceret til et andet job på arbejdspladsen, at få en kollegamentor, der kan gøre det nemmere at komme tilbage igen, og at den ansatte kun bliver delvist syge- eller raskmeldt.
- Desværre kender mange virksomheder ikke rigtigt tilbuddene endnu. Ofte har de kun hørt om, at de nu har pligt til en samtale med den sygemeldte inden fire uger, så de har ofte en forventning om at reglerne er noget bøvl for dem. Men de bliver overrasket over, at det er så nemt at gå til. Samtidig har de helt klart også en økonomisk besparelse i at være på forkant med sygefraværet, fortæller Lene Bergholdt.
Erik er en succeshistorie
Falckredderen Erik, der var tilbage på fuld tid bare fire måneder efter, at han gik helt ned med posttraumatisk stresssyndrom, er en af succeshistorierne om de nye fastholdelsesregler.
Erik blev hjulpet tilbage ved at være i virksomhedspraktik på sin arbejdsplads, mens han stadig var sygemeldt. På den måde blev han langsomt klar til udfordringerne ved at køre ambulanceudrykning, og samtidigt holdt han kontakten til kollegaerne.
- Erik er dog ikke et helt typisk tilfælde. Arbejdsgiveren har hjulpet meget, og havde fat i Erik fra den allerførste sygedag. Så han var i fuld gang med psykologbehandling og havde sammen med Falck lagt en plan for, hvordan han kunne komme tilbage på arbejdet igen, da jeg mødte ham første gang til den lovpligtige otte ugers samtale, fortæller Niels Krusell (se foto), der har været Eriks sagsbehandler gennem hele forløbet.
Partnerskabssucces
Falck er et af de godt 100 lokale firmaer, som jobcenteret har tegnet en Partnerskabsaftale med, og derfor kendte de allerede muligheden for, at Erik kunne komme i virksomhedspraktik. Og aftalen har også givet dem et direkte nummer ind til en virksomhedskonsulent hos Jobcenteret, som kunne hjælpe med at få Eriks praktikforløb godkendt.
- Vi ser ofte, at de virksomheder som har en Partnerskabsaftalerne er lidt bedre klædt på - både i forhold til Sygedagpengeloven og i samarbejdet mellem jobcenteret og virksomhederne, fortæller Lene Bergholdt.
Hun og de andre medarbejdere på Jobcenter Slagelse har store forventninger til de nye regler.
- Det bedste er, at det er blevet synliggjort, at sygefravær er et fælles ansvar. Og at det er gennem et samarbejde mellem arbejdsgiveren, den ansatte og jobcenteret, at vi kommer videre, mener Lene Bergholdt.
(NB: Erik har selv givet tilladelse til at Jobcenter Slagelse har udtalt sig om hans forløb).
Læs mere om fastholdelse af sygemeldte medarbejdere.